Vedtægter
 
Navn og tilhørsforhold: Til top
§ 1.
Foreningens navn er SolrødListen. Foreningen er ikke tilsluttet et landspolitisk parti og fremstår derfor uafhængigt af bestemte partipolitiske interesser.
 
Formål: Til top
§ 2.
Foreningen har til formål at være samlingssted for lokalt engagerede borgerlige vælgere i Solrød Kommune og derigennem fremme økonomiske, kulturelle og sociale interesser af særlig betydning for kommunens borgere.

Foreningens formål søges bl.a. opnået ved
at udbrede kendskabet til foreningens politiske program,
at medinddrage borgerne i en dialog med Solrød Listen om kommunens aktuelle og langsigtede politik, og
at opstille kandidater fra SolrødListen til kommunalvalg for derigennem at få indflydelse på beslutningsprocessen i kommunale anliggender.
 
Betingelser for medlemskab: Til top
§ 3.
Enhver borger, der er tilmeldt folkeregisteret i Solrød Kommune og som tilslutter sig SolrødListens program, kan optages som medlem af foreningen. Ved indmeldelsen modtager medlemmet et eksemplar af foreningens vedtægter.
Indmeldelse sker ved henvendelse til foreningens bestyrelse, der godkender optagelse af nye medlemmer. Personer, der nægtes medlemskab af foreningen, er berettiget til at indanke denne beslutning for generalforsamlingen.
Ved indmeldelsen betales fuld kontingent for det pågældende regnskabsår.
 
Udmeldelse og eksklusion: Til top
§ 4.
Udmeldelse af foreningen sker med 3 måneders varsel ved skriftlig henvendelse til foreningens bestyrelse. Ved udmeldelse sker der ikke tilbagebetaling af kontingent for den resterende del af det regnskabsår, hvori udmeldelsen finder sted.
§ 5.
Såfremt et medlem i afgørende spørgsmål modarbejder foreningens politik eller overtræder foreningens vedtægter, kan han/hun efter indstilling fra bestyrelsen ekskluderes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvor den foreslåede eksklusion skal være angivet på dagsordenen. Eksklusion kan kun finde sted, såfremt mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Inden generalforsamlingens afholdelse, er det formandens pligt at optage forhandling med henblik på at søge tvisten bilagt.
Meddelelse om bestyrelsens begrundede indstilling om eksklusionen skal ske skriftligt til det pågældende medlem inden indkaldelsen til generalforsamlingen finder sted. Det pågældende medlem er berettiget til at give møde på den generalforsamling, hvor eksklusionen er på dagsordenen, for at redegøre for sin vurdering af sagen.
 
Kontingent: Til top
§ 6.
Kontingentet fastsættes på foreningens ordinære generalforsamling. Medlemmer, der er studerende, eller som er under 26 år, betaler halvt kontingent.
 
Bestyrelsen: Til top
§ 7.
Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på tre medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Såvel formanden som de to menige bestyrelsesmedlemmer vælges for to år ad gangen.
På hver ordinær generalforsamling afgår en af de to menige bestyrelsesmedlemmer, hvorefter der vælges et nyt bestyrelsesmedlem til foreningen. Genvalg kan finde sted. Hvis de to menige bestyrelsesmedlemmer skulle være valgt samtidig, afgøres spørgsmålet om, hvem der er på valg, ved lodtrækning, medmindre der kan opnås enighed herom i bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling vælges en suppleant til bestyrelsen. Bestyrelsessuppleanten vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages der suppleringsvalg på den førstkommende ordinære generalforsamling. Indtil dette sker, erstattes det afgående bestyrelsesmedlem, af den suppleant, som blev valgt på den foregående generalforsamling.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden eller en af de menige bestyrelsesmedlemmer finder det fornødent. Indkaldelse til bestyrelsesmøde sker skriftligt med angivelse af de punkter, der ønskes drøftet på det enkelte møde.
Bestyrelsen, der kun er beslutningsdygtig, når såvel formanden som de 2 menige bestyrelsesmedlemmer er til stede, træffer sine afgørelser ved simpelt flertal. Ved bestyrelsesmøder kan der ikke stemmes ved fuldmagt.
 
Generalforsamling: Til top
§ 8.
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen, der, når der bortses fra vedtægtsændringer og afstemninger om foreningens opløsning er beslutningsdygtig uden hensyntagen til antallet af de fremmødte medlemmer.
Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt i perioden fra den 1. januar til 31. marts. Indkaldelse til generalforsamling sker ved skriftlig meddelelse til hver enkelt medlem med minimum 2 ugers varsel. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 10 dage forud for generalforsamlingens afholdelse.
På generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer ret til at give møde og adgang til at udtale sig om foreningens anliggender. Stemmeret på generalforsamlingen, der forudsætter personligt fremmøde, tilkommer enhver, der har været medlem af foreningen i minimum 3 måneder. Stemmeretten kan kun udøves af de medlemmer, der ikke er i restance med kontingentbetalingen.
§ 9.
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.
Generalforsamlinger afholdes efter følgende dagsorden:
  1. Valg af referent.
  2. Valg af dirigent.
  3. Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  4. Fremlæggelse af regnskab og status til godkendelse.
  5. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelsen og/eller medlemmerne.
  6. Valg af formand til bestyrelsen.
  7. Valg af medlemmer samt suppleant til bestyrelsen.
  8. Valg af kasserer
  9. Valg af revisor
  10. Fastsættelse af kontingent.
  11. Opstilling af kandidater til kommunevalget (kun i valgår).
  12. Eventuelt.
På generalforsamlingen træffes beslutninger ved simpelt flertal blandt de fremmødte og stemmeberettigede medlemmer. Vedtægtsændringer og beslutninger om foreningens opløsning kan dog kun ske med 2/3 tilslutning fra samtlige stemmeberettigede medlemmer af foreningen. Opnås et sådant flertal ikke på generalforsamlingen, skal bestyrelsen, hvis forslagsstilleren opretholder forslaget, ved førstkommende lejlighed indkalde medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken det stillede forslag kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte og stemmeberettigede medlemmer.
 
Ekstraordinær generalforsamling: Til top
§ 10.
Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes, når formanden, de 2 menige medlemmer af bestyrelsen eller en fjerdedel af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter begæring herom. En sådan begæring skal fremsættes skriftligt overfor bestyrelsen og skal indeholde en nærmere angivelse af de punkter, der ønskes behandlet på generalforsamlingen. Under hensyntagen hertil fastsætter bestyrelsen herefter den for generalforsamlingen gældende dagsorden, der suppleres med de punkter, som bestyrelsen i øvrigt finder påkrævet. Med hensyn til indkaldelse, valg af dirigent, afstemningsregler m.v. gælder de for den ordinære generalforsamling fastsatte bestemmelser.
Ekstraordinære generalforsamlinger skal afholdes senest 3 uger efter, at bestyrelsen har modtaget begæring herom.
 
Opstilling af kandidater til kommunevalget: Til top
§ 11.
Når der i valgår skal træffes beslutning om, hvilke kandidater foreningen ønsker at opstille til kommunalvalget, kan dette ske enten på den ordinære generalforsamling eller på en ekstraordinær generalforsamling. Samtidig træffes beslutning om, hvorvidt foreningen skal indgå eventuelt liste- og/eller valgforbund med andre opstillingsberettigede partier eller lister i kommunen. Der træffes tillige beslutning om partiliste- eller sideopstilling.
 
Regnskab: Til top
§ 12.
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Foreningens revisor udpeges af Generalforsamlingen for et år ad gangen.
Foreningens revisor har til opgave at revidere regnskaberne og føre løbende tilsyn med foreningens økonomiske forhold.
Den af Generalforsamlingen valgte kasserer forestår udarbejdelsen af foreningens årsregnskab og har endvidere til opgave at stå for inkassationen af foreningens indtægter og afregning af foreningens løbende udgifter. Kassereren fører endvidere et bogholderi over foreningens indtægter og udgifter. Dette bogholderi skal i videst mulig omfang holdes ajourført, således at foreningens øjeblikkelige økonomiske stilling til enhver tid kan aflæses ved en gennemgang af foreningens bogføringsmateriale.
Kassereren har råderet over foreningens konti. Ved fuldmagt fra kassereren kan ethvert bestyrelsesmedlem hæve på foreningens konti.
Formanden har ret til indsigt i foreningens konti.
 
Tegning og hæftelse: Til top
§ 13.
Foreningen tegnes udadtil af formanden, bestyrelsesmedlemmerne eller en af Generalforsamlingen valgte kandidater.
Der påhviler hverken foreningens bestyrelse eller medlemmerne en personlig hæftelse for de forpligtelser, som foreningen påtager sig.
 
Opløsning: Til top
§ 14.
I tilfælde af, at det skulle blive besluttet at opløse foreningen SolrødListen, beslutter generalforsamlingen, hvorledes der skal forholdes med foreningens formue.
 
Således revideret på foreningens ordinære generalforsamling den 13. marts 2009.
Stiftende generalforsamling 7. februar 2000.
Til top