|
Så er budgettet for Solrød vedtaget. Alle partier i byrådet har stemt for. Hvorfor har SolrødListen stemt for forslaget? |
|
Som ved alle tidligere budgetforhandlinger modtog partierne indledningsvis et oplæg til budget udarbejdet på rådhuset. Dette budgetoplæg bestod bl.a. af nedskæringer på antallet af undervisningstimer i folkeskolen, indførsel at flere lukkedage om sommeren i børnehaver, SFO og klubber, samt forslag til helt at lukke svømmehallen. Selv med disse nedskæringer ville borgerne i Solrød blive præsenteret for en stigning i skatten samt en stigning i grundskylden. SolrødListen var klar med et alternativt budgetforslag, som ville undgå disse nedskæringer og som ville reducere skattestigningen for de private borgere mod at introducere en dækningsafgift for erhvervslivet. Som forhandlingerne skred frem, viste det sig, at vi kunne få alle vores forslag igennem lige bortset fra introduktionen af dækningsafgift. Administrationen havde derudover fundet yderligere besparelser, således at grundskyldstigningen ikke blev så høj, som først antaget. Vi stod altså mellem valget at gå med i forliget på 90% opfyldelse af vores krav eller at stille med et modforslag, som vi på forhånd vidste kun ville få vores egen stemme i byrådet. Valget blev derfor, at vi gik med i forliget. Stigningen af skat og grundskyld skulle først godkendes af Indenrigsministeriet. Som bekendt fik Solrød afslag på sin ansøgning med signal om, at vi bare kan tømme kassen først. Det er så det, der sker nu. Solrød vil i løbet af 2010 tømme kassebeholdningen. Stik imod retningslinjer om god kommuneforvaltning. Det vil så betyde, at vi vil blive kaldt til møde hos indenrigsministeren, som så vil vejlede os i, hvordan man skal drive en sund kommune. Vi kan dårligt tolke Indenrigsministeriets beslutning anderledes, end at man ønsker at styre kommunerne fra Christiansborg og dermed langsomt men sikkert sætte en stopper for det kommunale selvstyre. Det ser ikke så lyst ud for fremtiden. Ingen tvivl om det. Vi skal dog huske, at Solrød endnu ikke er gået fallit, som pressen ellers allerede har skrevet. Vi har stadig en del værdier, de fleste desværre bundet i jord, som vi har meget svært ved at sælge både i Trylleskov Strand og i Havdrup. Vi kan jo så håbe, at markedet vender til det bedre. Situationen er alvorlig, men der er stadig mulighed for selv at gøre noget ved det. Som i alle andre firmaer, der er i krise, skal der spares. SolrødListen vil fra næste år arbejde for, at alle omkostninger kigges kritisk efter i sømmene. Bl.a. vil vi indføre ansættelsesstop i kommunen, ligesom al brug af eksterne konsulenter skal minimeres. Det skal ikke altid per automatik være børn, unge og ældre, der skal udsættes for besparelser. Nu må administrationen og alle andre også tage sin del. |